Veteranforsikring
Der har i den seneste tid været en debat på hjemmesidens forum om Veteranforsikring, herunder om de mere eller mindre stramme forsikringsvilkår, som forsikringsselskaberne anvender, samt fordele og ulemper ved de enkelte forsikringsselskaber.
I MCD’s bestyrelse vil vi ikke fremhæve et forsikringsselskab, frem for et andet, men blot anføre, at der findes fire udbydere af forsikring af veterankøretøjer på markedet, nemlig Nordisk Veteran, Runa Forsikring, GF Forsikring og Veteranforsikring Danmark. Bestyrelsen ønsker naturligvis et fornuftigt samarbejde med alle disse udbydere til gavn og glæde for MCD’s medlemmer. Den debat, som har været på hjemmesiden, har bl.a. taget udgangspunkt i, at et af forsikringsselskaberne synes at have strammet op på praksis om, til hvilke formål det forsikrede veterankøretøj kan anvendes.
Helt overordnet skal man naturligvis holde sig for øje, at den lave pris (præmie) for en veteranforsikring nøje hænger sammen med, at veterankøretøjet alene kan anvendes til begrænsede formål og i et begrænset omfang, ligesom der stille visse krav til veterankøretøjets historiske originalitet. Ønsker man at anvende veterankøretøjet til mere dagligdags formål og/eller i større omfang, skal man tegne en almindelig motorkøretøjsforsikring.
Det er ligeledes bestyrelsens overordnede opfattelse af praksis, at selv om der ved en nøje gennemlæsning af forsikringsbetingelserne fra de enkelte forsikringsselskaber er visse forskelle heri, vil alle forsikringsselskaberne ved en vurdering af en skade m.v. formodentlig anlægge en ret ensartet fortolkning af betingelserne i lyset af det overordnede formål og baggrunden for veteranforsikringen.
I den forbindelse skal man som forsikringstager være opmærksom på, at en meget bred formulering af forsikringsbetingelserne ikke nødvendigvis er bedre, end en detaljeret formulering, uanset at sidstnævnte kan fremstå som værende meget begrænsende for brugen af veterankøretøjet.
Vi skal i MCD’s bestyrelse derfor som en helt naturlig ting opfordre medlemmerne til nøje at gennemlæse deres forsikringsbetingelser og gøre op med sig selv, om disse er dækkende for det behov og de krav man måtte have. Er man i tvivl om forståelsen af elementer i forsikringsbetingelserne, bør man kontakte forsikringsselskabet for en afklaring heraf.
En del af debatten på hjemmesiden har også bestået i, hvorledes man kan anvende sit veterankøretøj, herunder forståelsen af, om man kan anvende det til en tur på job, til at foretage indkøb af dagligvarer, om veterankøretøjet skal være aflåst, når den står i garagen, hvilke krav, der stilles til en lås på garagen o.s.v. Vi kan ikke i bestyrelsen bidrage med nogen fortolkning af disse spørgsmål, idet dette alene er op til forsikringsselskaberne at gøre, men vi skal endnu en gang fremhæve, at er man i tvivl, skal man rette henvendelse til forsikringsselskabet for en afklaring.
Man skal også være opmærksom på, at de fleste af selskabernes forsikringsbetingelser indeholder en mulighed for dispensation fra betingelserne, f.eks. med hensyn til brudekørsel, ligesom der er erfaring for, at såfremt man på forhånd retter henvendelse til forsikringsselskabet om et givet ønske om en særlig brug af veterankøretøjet, vil forsikringsselskabet ofte vise forståelse herfor og give dispensationen.
Bestyrelsen har således følgende gode råd medlemmerne vedrørende veteranforsikring:
- Læs altid forsikringsbetingelserne grundigt igennem, også - populært sagt - det med småt.
- Er du i tvivl om noget i forsikringsbetingelserne, så ret henvendelse til forsikringsselskabet for en afklaring heraf.
- Hvis du påtænker at anvende veterankøretøjet til et formål, som ikke synes at være omfattet af forsikringsbetingelserne, så søg forsikringsselskabet om dispensation/tilladelse hertil før den påtænkte brug.
- Få altid et svar/dispensation/tilladelse etc. skriftligt fra forsikringsselskabet.
- Og sidst, men ikke mindst – hav respekt for formålet og baggrunden for veteranforsikring, nemlig at pris/præmie hænger sammen med den brug, du kan gøre af motorkøretøjet som veterankøretøj.
Måtte du komme i den situation, at du får en tvist med dit forsikringsselskab og en afgørelse fra forsikringsselskabet måtte gå dig imod, kan du klage til Ankenævnet for Forsikring. På ankenævnets hjemmeside www.ankeforsikring.dk kan du læse om, hvordan du klager og downloade en klageformular. Det koster et gebyr på 150 kr. at klage. Måtte også ankenævnets afgørelse gå dig imod, kan du indbringe sagen for de ordinære domstole.
Michael Almind, MCD574, medlem af bestyrelsen